Er smart contracts i virkeligheden dumme?

Smart contracts er en af de mest hypede nye teknologier. Men er smart contracts nu også så smarte, som navnet foreskriver? Eller er de tværtimod for dumme til at udgøre nogen væsentlig trussel mod advokaterne?

Smart contracts omtales sågar med jævne mellemrum som noget, der på sigt vil overflødiggøre den traditionelle advokat, som eksekverende aktør i en kontrakt. Selveksekverende kontrakter der fjerner behovet for mellemmænd og hensætter menneskelige fejl til historiebøgerne, lyder da heller ikke sådan at kimse ad. Og når folk nævner blockchain, så bliver man jo næsten nødt til at lytte efter. Men virker de egentlig så godt, som nogle futurister vil påstå? 

‍

Hvad er smart contracts?

Smartcontracts er i bund og grund aftaler, der selv eksekvere deres indhold. Man vil eksempelvis kunne lave en kontrakt mellem en annoncør og et mediehus, der klargør, at annoncøren betaler en fast pris per klik, som mediehusets annoncer genererer til en hjemmeside. Da kan man så udforme en smart contract med en række datapunkter, således at der automatisk overføres penge for hvert klik, mediehusets genererer.

På engelsk omtales de af og til som ”trustless”, fordi der hverken er brug for mellemmænd eller tillid mellem parterne. Man er nemlig hverken afhængig af modpartens gode vilje til at overholde aftalen eller en tredjeparts (eksempelvis en advokat) evne til at eksekvere aftalen – alt sker objektivt og til tiden. De automatiske og programmørudviklede kontrakter fungerer nemlig som en kode i en blockchain.

Daen smart contract og dens transaktioner overvåges af et distribueret blockchain-netværk, er fordelen ved dem, at de er utroligt svære at manipulere med. Der har dog været eksempler på fejl. Ifølge Forbes har smart contracts med kryptovalutaen Ethereum en fejlprocent på 3 %, mens der andetsteds har været signifikante bugs, som får aftalerne til at eksekvere fejlagtigt. Smart contracts er dyre og enormt komplicerede at lave, så laver man småfejl, kræver det relativt meget arbejde at ændre dem. Dertil kommer, at der er nogle lidt mere fundamentale problemer med smart contracts.

Omfanget af smart contracts

Det første problem med smart contracts ligger i selve deres selveksekverende logik. Deres deterministiske natur gør dem nemlig utrolig rigide, og de efterlader således ikke plads til skøn og fleksibilitet. Mens smart contracts måske kan være hensigtsmæssige i eksemplet med mediehuset, er de ikke særligt smarte, så snart kontrakten bliver mere avanceret. I tilfælde af at en part har interesse i at strække sig overfor sin misligholdende modpart eller lempe på et krav, som en part har svært ved at efterleve, vil en smart contract være en enormt bøvlet. Det der oprindeligt gør dem smarte, er dermed også det, der gør dem dumme.

En smart contract vil ikke kunne give en ellers punktlig lejer en ekstra måned til at få økonomien på plads. Den vil heller ikke tage højde for, hvilken ånd kontrakten er skrevet i, eller om der kan være tvetydigheder. Så mens den måske vil kunne bruges til basale transaktioner, vil den typisk være ubrugelig til ejeraftaler. Det skal med, at smart contracts med garanti vil blive mere avancerede og brugen af dem mere raffinerede. Lige nu er der dog ingen konkret trussel mod advokater, der netop kan bruge deres hermeneutiske egenskaber, strategiske rådgivning og omfattende kendskab til retspraksis. Få en mere teknisk udlægning af problemet her.

Orakel-problemet

Smart contracts fungerer glimrende de steder, hvor teknologien allerede råder. Men for at eksekvere, skal teknologien have nogle datapunkter at arbejde med – denskal med andre ord have et orakel til at give det information. 

Problemeter, at de fleste kontrakter forholder sig til fysiske genstande, der ikke kan eksekvere sig selv. Hvordan skal en smart contract vide, at der er flyttet en person ind i den lejlighed, som er omfattet af lejekontrakten? At der ikke er mangler i boligen? At standen ikke svarer til det, der er beskrevet i tilstandsrapporten? Eller hvordan skal den vide, at et vareparti er blevet leveret som aftalt i en salgsaftale? Det kan den i udgangspunktet kun, hvis der er et orakel til at fortælle den. Her opstår der et problem.

Fidusen med smart contracts er jo, at de kan eksekvere sig selv. Derfor bliver de relativt meningsløse, hvis de alligevel er afhængige af en manuel tredjepart til at levere data. Derudover vil disse data være nemme at manipulere med. Derfor bliver sikkerhedselementet og alt det, der gør dem ”trustless” undermineret af, at man kan manipulere med data, som derefter bliver verificeret i en blockchain, som er umulig at ændre. Dette kendes som orakel-problemet.

Generelt er smart contracts ikke de automatiske vidunderne, de nogle gange fremstilles som. Der vil altid være mennesker, som udfylder data, udvælger orakler og vigtigst af alt programmerer teknologien. Derfor vil der være masser af steder, hvor der kan blive begået menneskelige fejl.

‍

Konklusion

Advokater bliver ikke udkonkurrerede af smart contracts lige foreløbig. Dertil er de endnu for dumme og usikre. De passer kun til relativt simple transaktioner og er uhensigtsmæssige i tilfælde af, at man har brug for fleksibilitet. 

Derudover kommer orakel-problemet, som ikke for alvor bliver løst, før større dele afsamfundet tilføres en digital og databaseret dimension. Slutteligt er der spørgsmålet om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at have alt for komplekse automatiseringer, hvis de ikke alligevel skal overvåges af mennesker. Der er tværtimod tegn på, at det kan blive et lukrativt marked for advokater at reviewe smart contracts og sørge for deres compliance, hvis man har den tekniske kundskab og ekspertviden.

Du kan desuden læse denne artikel om de største forhindringer for innovation i advokatbranchen.