Ægtepagt

En ægtepagt er en aftale, der beskriver formueordningen for et ægteskab. På den måde beslutter man, hvad der skal deles mellem de to ægtefæller, og hvad der ikke skal deles. Hvis ikke man indgår en ægtepagt (også kendt under det engelske begreb pre-nup), vil der være fælleseje, hvilket også er kendt som et formuefællesskab. Dermed deles af aktiver, formue, ejendom, osv. mellem ægtefælderne i tilfælde af dødsfald eller skilsmisse. 

For at ægtepagten bliver gyldig, skal den være skriftlig, underskrevet af begge parter (digital signatur kan bruges) og tinglyst i tingbogen. Man kan både indgå ægtepagter før og efter, at vielsen har fundet sted og ægteskabet er indgået. 

Ægtepagt og særeje 

Når ægtefællerne beslutter at have særeje, vil det sige, at de hver for sig har har personligt ejerskab over aktiver, som ikke skal deles med den anden. Man benytter ofte ægtepagter med særeje i forbindelse med overdragelser af gaver.

I ægtepagten kan man både beskrive, at enkelte aktiver skal være særeje (eksempelvis en ejendom eller en virksomhed) eller at et vist beløb af en formue skal være særeje. For at indgå den optimale kontrakt, må man dog være så præcis, som muligt. Dermed undgår man smertefulde tvister.

Det er en god idé at have en ægtepagt, hvis man vil sikre børn fra tidligere ægteskaber. Samtidig er det vigtigt at have en ægtepagt med særeje, hvis man er ejer af en virksomhed og ikke ønsker at sætte sit selskab på spil. Det gælder uanset, om du har en enkeltmandsvirksomhed eller et anpartsselskab.

Forskellen på en ægtepagt og et testamente 

Normalt bruger man ægtepagter til at bestemme særeje i tilfælde af skilsmisse, og testamenter til at regulere, hvad der skal deles, hvis en ægtefælle dør. Det er dog en smule mere kompliceret end det. Læs mere om arveregler her.

Ægtepagter vil typisk være kortere og beskrive mere økonomiske forhold, mens testamenter også kan indeholde beskrivelser af andre forhold. Man kan dog bruge begge dokumenter til at afgøre spørgsmål om særeje og deling af aktiver.