Direktiv

Et direktiv er i EU-retlig forstand en retsakt, som er bindende for medlemslandene, når det er blevet vedtaget i EU-landenes respektive parlamenter. Direktiver fungerer derfor som en slags anbefaling, som det er op til de enkelte lande at implementere. Normalt får medlemslandene to år til at indføre direktivet, og det sker typisk ved en lov eller en bekendtgørelse fra en minister. National lovgivning skal dog fortolkes i overensstemmelse med et direktiv.

EUs hjemmel til at udstede direktiver er givet i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde. Her lyder det: “Et direktiv er medhensyn til det tilsigtede mål bindende for enhver medlemsstat, som det rettestil, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen.” Direktiver bruges desuden til at håndhæve traktater. Altså de brede aftaler som sætter rammerne for senere og mere specifik lovgivning. 

Tidligere var der tradition for, at internationale regler og love fungerede som direktiver, hvormed de skulle vedtages nationalt. I dag er man med et styrket EU-samarbejde begyndt at bruge flere forordninger. Det gør det nemmere at lave ensartede vilkår på tværs af landene, hvilket styrker gennemsigtigheden. Samtidig møder det også kritik fra folk, der vil have mere national selvbestemmelse. Det var eksempelvis et element, der førte til Brexit.

Hvad er forskellen på et direktiv og en forordning?

Modsat et direktiv skal en forordning ikke vedtages af de forskellige medlemslandes parlamenter for at blive bindende. En forordning gælder altså direkte som lov, når den er blevet vedtaget. 

Et godt eksempel til at anskueliggøre forskellen er Direktivet: beskyttelse af personoplysninger fra 1995. Her var en række råd og anbefalinger til EU-landene angående virksomheders behandling af personoplysninger, hvilket udmøntede sig i den danske persondatalov. I 2018 vedtog man så den velkendte Databeskyttelsesforordning (GDPR), som blev gyldig uden vedtagelse i de enkelte lande. Dermed kom der ensartede regler i alle EU-lande, hvilket styrker EUs indre marked. Det gør det eksempelvis nemmere for europæiske virksomheder at navigere i reglerne om samtykke, borgernes rettigheder og dokumentationskrav.

Den principielle forskel mellem direktiver og forordninger er ikke altid så tydelig, da reglerne kan være mere eller mindre præcise.