Forordning

En forordning er i EU-retlig sammenhæng en retsakt, som regulerer et område, uden at det først skal vedtages af medlemslandenes respektive parlamenter. En forordning er altså på linje med en dansk lov, og indeholder regler, som umiddelbart gør sig gældende i Danmark. Man kan altså kalde det en supranational ret. 

Et godt eksempel på en forordning er den nye databeskyttelsesforordning, der bestemmer en række love og regler for virksomheders behandling af EU-borgeres personlige oplysninger. Heriblandt regler for samtykke og dokumentationskrav. Nogle gange suppleres en forordning af nogle nationale bestemmelser, som udvider forordningens ramme. 

Hvad er en forordning? 

Forordninger er som skrevet EU-love. De kan både give rettigheder og udstede pligter til EU-borgere. Hjemlen til at udstede forordninger er givet i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Her står det i Artikel 288: “En forordning er almengyldig. Den er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.” En traktat er i EU-sammenhæng en slags grundlov, der udgør baggrunden for indgåelsen af senere aftaler. Man kan lidt kækt kaldet det en slags rammeaftale, der er bindende for to eller flere lande. En forordning eller et direktiv skal altså være i overensstemmelse med de vedtagne traktater. 

Forordning og direktiv 

Modsat en forordning er et EU-direktiv ikke direkte bindende for EU's medlemslande. Det vil sige, at direktivet skal vedtages i medlemslandenes respektive parlamenter for at blive gældende ret. Databeskyttelsesforordningen afløste eksempelvis et direktiv fra 1995, som udmøntede sig i den danske persondatalov, men som ikke var ensartet på tværs af landende. 

Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde definerer direktiver således: “Et direktiv er med hensyn til det tilsigtede mål bindende for enhver medlemsstat, som det rettes til, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen.” 

Man kan sige, at et direktiv er en slags anbefaling til landene, mens forordningen er lov. Forordninger bruges altså til at sikre ensartede love på tværs af EU-medlemslandene, hvilket er med til at sikre fælles spilleregler på EU's indre marked.