Direktiv

Hvad er et direktiv?

‍I EU-retten er et direktiv en retsakt, der er bindende for medlemsstaterne, hvis det vedtages i de respektive landes parlamenter. Direktiver fungerer derfor som en slags anbefaling, der skal implementeres af de enkelte lande. Normalt gives medlemslandene op til to år til at implementere et direktiv, hvilket som regel sker gennem en lov eller et ministerielt dekret. National lovgivning skal fortolkes i overensstemmelse med direktivet.

EU’s beføjelse til at udstede direktiver er fastlagt i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Her står der: ”Et direktiv er bindende med hensyn til det tilsigtede mål for enhver medlemsstat, det er rettet mod, men det overlader metode og midler for implementering til de nationale myndigheder.” Derudover bruges direktiver til at håndhæve traktater, de overordnede aftaler der fastlægger rammerne for senere og mere specifik lovgivning.

Tidligere var det almindeligt, at internationale regler og love fungerede som direktiver, og derfor skulle de vedtages nationalt. I dag bruges der i stigende grad forordninger i lyset af det styrkede EU-samarbejde. Det gør det lettere at skabe ensartede vilkår på tværs af medlemsstater, hvilket øger gennemsigtigheden. Samtidig tager det højde for kritik, der advokerer for mere national selvbestemmelse – en faktor der fx bidrog til Brexit.

Hvad er forskellen på et direktiv og en forordning?

‍I modsætning til et direktiv behøver en forordning ikke at blive vedtaget i de enkelte medlemsstaters parlamenter for at være bindende. En forordning fungerer direkte som lov, når den vedtages.

Et godt eksempel til at illustrere forskellen er Direktivet om beskyttelse af personoplysninger fra 1995. Det indeholdt en række råd og anbefalinger til EU-landene vedrørende virksomheders håndtering af persondata, hvilket resulterede i den danske persondatalov. I 2018 blev den velkendte General Data Protection Regulation (GDPR) vedtaget, som trådte i kraft uden afstemning i de enkelte lande. Dette sikrede ensartede regler i hele EU og styrkede det indre marked. For eksempel gjorde det det lettere for europæiske virksomheder at navigere i reglerne om aftaler, borgerrettigheder og dokumentationskrav.

Den grundlæggende forskel mellem direktiver og forordninger er dog ikke altid skarp, da reglerne kan variere i præcision.

‍