Fuldmagt (Power of Attorney)

En fuldmagt kan træde i kraft med det samme eller først, når fuldmagtsgiveren ikke længere selv er i stand til at træffe beslutninger.

Parter i en fuldmagt

‍Der er specifikke betegnelser for parterne i en fuldmagt. Personen, der udsteder fuldmagten, kaldes fuldmagtsgiver, principal eller donor. Personen, der modtager fuldmagten, kaldes fuldmægtig eller agent.

I USA bruges betegnelsen attorney-in-fact. Det er ikke det samme som en attorney-at-law, der er en praktiserende advokat med licens. En attorney-in-fact kan f.eks. være et betroet familiemedlem, en ven eller bekendt, men de må ikke udøve egentlig juridisk rådgivning, medmindre de også er advokat.

Agentens ansvar

‍Når en fuldmægtig har accepteret fuldmagten, bliver vedkommende en fiduciary (tillidsrepræsentant) for fuldmagtsgiveren. Det indebærer en juridisk loyalitetspligt, som betyder, at fuldmægtigen skal handle i fuldmagtsgiverens bedste interesse – med omhu, ærlighed, loyalitet og i god tro.

Kapacitet

‍Fuldmagtsgiveren skal have den nødvendige mentale kapacitet til at udstede en fuldmagt. Mentalt kapacitet betyder evnen til at forstå og træffe beslutninger. Hvis en person ikke kan forstå konsekvenserne af en beslutning på det relevante tidspunkt, mangler de kapacitet.

Den juridiske test for kapacitet varierer afhængigt af lovgivningen i det pågældende land. I common law-lande som Storbritannien, USA, Canada og Australien afgør domstolene ofte, hvad mental kapacitet indebærer. Typisk handler det om evnen til at handle, forstå, kommunikere og huske beslutninger.

Form og udførelse

‍I nogle lande kan en fuldmagt være mundtlig, mens andre kræver, at den er skriftlig. I visse jurisdiktioner skal den underskrives foran en notar eller vidner. F.eks. kræver lovgivningen i staten New York, at fuldmagter underskrives foran en notar.

Generelle regler for fuldmagt

‍Selvom fuldmagter kan variere, gælder visse generelle regler:

• Skriftlighed: En fuldmagt bør være skriftlig, da mundtlige aftaler kan skabe forvirring.
• Format: Brug det rigtige format og vær præcis med, hvilke beføjelser der gives.
• Identifikation: Parterne skal identificeres korrekt – og i nogle jurisdiktioner skal man bruge særlige betegnelser som attorney-in-fact.
• Beføjelser: Angiv præcist, hvilke beføjelser fuldmægtigen får. Selv en "generel fuldmagt" skal specificeres tydeligt.
• Varighed: Hvis fuldmagten skal være gyldig, selvom fuldmagtsgiveren bliver inhabil, skal den angives som varig fuldmagt.
• Notarisation/vidner: Mange steder kræver, at fuldmagten bliver bevidnet eller notariseret. Det anbefales ofte, selv hvor det ikke er påkrævet.

Registrering:

Visse fuldmagter skal registreres hos myndighederne for at være gyldige – f.eks. hvis de omfatter ejendomshandler.